TIL FORSIDE  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
LOG IND
15. maj 2010

Årets Transportvirksomhed 2010 blev Lemvig Beton A/S

ÅTV 2010 Lemvig Beton
Foto: Per Daugaard

Vinderen af Årets Transportvirksomhed 2010 blev Lemvig Beton A/S. Kåringen fandt sted på Dansk Transport og Logistiks generalforsamling i Forum Horsens, og de to fætre og direktører Kristian Berthelsen og Bent Larsen fik overrakt den ærefulde og flotte glasskulptur af medlem af Europaparlamentet Bendt Bendtsen.

Lemvig Beton A/S  blev udpeget som vinder blandt de nominerede transportvirksomheder fra Dansk Transport og Logistiks 3 regionskontorer samt fra specialforeningen Dansk Møbeltransport Forening. De øvrige nominerede var: Dansk Møbeltransport A/S fra DMF,  Lellinge Kran og Container A/S i DTL Region Øst og Henning Sejer Pedersen ApS i DTL Region Syd.

Dommerkomiteens bedømmelse er sket ved en kvalitativ vurdering. Fælles for de nominerede virksomheder er, at de har reageret proaktivt på krisen og har genereret overskud. De har tilpasset virksomheden og arbejder meget konstruktivt og innovativt på en vækststrategi. De uddanner og har omsorg for deres personale og har fokus på materiel, miljø, trafiksikkerhed og effektivitet. Udslagsgivende for Lemvig Beton blev en enestående systematik og løbende dialog med kunderne for løbende at afstemme forventningerne.

Det er Dansk Transport og Logistik, der i samarbejde med Codan, Michelin, Scania og Falck  står bag kåringen af Årets Transportvirksomhed 2010.

Lemvig Beton trives med udfordringer
Lemvig Beton trives med udfordringer. Virksomheden er systemcertificeret, miljøcertificeret, trafikcertificeret og produktcertificeret. Certificeringerne har været en udfordring for hele virksomheden og organisationens 42 medarbejdere. Alle arbejdsrutiner og indgroede vaner har været til debat. Systemer er blevet kortlagt og vurderet. Gør vi det godt nok? Eller kan vi gøre det mere effektivt, mere miljørigtigt og billigere?

"Vores medarbejdere har engageret deltaget i den omfattende proces, og når man først er kommet igennem, oplever man fordelene. Ikke kun for os, men også for vores kunder", fortæller direktør Kristian Berthelsen.
Kundetilfredshed ligger Lemvig Beton meget på sinde. Derfor udarbejder virksomheden kundeanalyser til gavn for det fremtidige samarbejde med kunden. Det omfatter dialog med kunden om behov, forventninger og ønsker.

"Det er vigtigt for os at vide, om kunderne er tilfreds med os, og om vi kan forbedre vores ydelser i fremtiden", fortsætter Kristian Berthelsen. Han driver sammen med fætteren Bent Larsen den familieejede forretning.

Lemvig Beton udfører opgaver inden for 3 hovedområder: afhentning af dagrenovation og industriaffald, entreprenørkørsel samt cementkørsel. De 3 forskellige områder har selvstændig administration og kørselsplanlægning, men man hjælper hinanden med køretøjer og medarbejdere, hvis det kniber i den ene afdeling.

I renovationsafdelingen varetager Lemvig Beton afhentningen af dagrenovation i Lemvig kommune og afhentningen af industriaffald hos virksomheder i hele Nord- og Vestjylland. I renovationsafdelingen er man også i stand til at hjælpe erhvervsvirksomheder så som banker, revisorer, kommuner m.fl. med makulering af fortrolige papirer. Lemvig Beton har en makuleringslastbil, som kører frem til kundens adresse, så virksomheden kan overvåge, at det sker på den rigtige måde.

De findelte papirrester køres til Lemvig Betons eget genbrugscenter, hvor de komprimeres sammen med andet papir og pap, som virksomheden modtager og opsamler. Materialet leveres til papirfabrikker, hvor det genbruges til æggebakker, toiletpapir, køkkenruller m.m.

Trods lavkonjunktur og økonomisk krise har Lemvig Beton haft rigeligt at lave. Man har bl.a. færdiggjort leverancen af cement til bygningen af 3 forsøgsvindmøller i Nees uden for Lemvig, hvor man har bygget vindmøllernes tårne i beton fra bar mark. Det var en heftig opgave, hvor Lemvig Beton kørte med cement 80 døgn i træk for at støbe vådt i vådt. I takt med at vindmøllerne fra Siemens Wind Power blev højere og højere, blev cementen transporteret op via et elevatorsystem. Der gik 500 m3 cement til hvert tårn.

Lemvig Beton driver eget betonværk, hvor man er i stand til at producere beton i alle styrkeklasser og under miljørigtige forhold. Processen styres af en blandemester og en laborant. Ligesom transporten af cement foregår i Lemvig Betons egne betonbiler ud til byggeopgaverne, foregår transporten af råvarer ind til værket også i virksomhedens egne lastbiler. Sand, sten og grus afhentes i grusgrave i området.

 

DTL Region Midt/Nord f.m.b.a. • Skottenborg 12-14 • 8800 Viborg • Telefon 70 15 95 55 • Telefax 70 23 95 55
Copyright © 2009 • DTL Region Midt/Nord f.m.b.a. • CVR-nr. 28 12 07 45